Rob og Shirley
April 1990

  
Shirley og Rob (Hamilton Hill) bliver gift d. 7. april 1990.

Vi besøger Rob i London i juli 1978, men har siden ikke været sammen. Hans søster Deirdre skriver til os, at Rob ikke rigtig foretager sig noget, men at hun blot finder ham forskellige steder på biblioteker o.l. En slags vagabond tilværelse uden fast bopæl. Han beskriver det senere selv som sine 'ten years in the wilderness'.
Vi har tidligere haft korrespondance, især i perioden omkring 1977. Omkring 1988 begynder han igen at skrive til os og ringe til os. Hans opkald er næsten euforiske og hans breve ligeså. Han fortæller også at han har skrevet en bog. Det er en slags antologi med de tekster han synes er væsentlige.
I 1990 bliver han gift med Shirley. Rob vil gerne indbyde os, men på dette tidspunkt kan han ikke huske vores adresse. Da vi et år senere kontakter ham - i forbindelse med en ferie i England kommer han hen på vores hotel og før vi har været sammen ti minutter, er vi allerede i gang med vores gamle diskussioner.
Jeg skylder Rob utroligt meget: han var den der i 1975 fik mig til at tage til USA. Jeg var i færd med at afslutte min universitetsuddannelse som cand.mag. i engelsk og havde brug for at forbedre mine sproglige engelskkundskaber. Tilfældigvis ser jeg en lille undselig notits på opslagstavlen på universitetet: Englishman with degree offers language lessons. Jeg kontakter ham og tager ud til hvor han bor. Det er et kollektiv, hvor han er kæreste med Kirsten, en af beboerne. Jeg havde kun tænkt på det som sproglig øvelse, men før der var gået en time var snakken allerede blevet næsten eksistentiel. Han bad mig om at læse Walden af Thoreau, og hermed fik han lagt kimen til en fundamental ændring af mit liv.


Rob er desværre syg og har det som nu kaldes bipolær lidelse. Derfor tager han også medicin for det. Da vi er ude at besøge dem er Shirley lidt urolig over det. Rob ved det selv, men håber at medicinen kan styre det. d. 9. januar får vi desværre den ulykkelige meddelelse fra Shirley, at han d. 20. december har taget sit eget liv efter at han er blevet indlagt på hospitalet.