Vi ankommer til Osaka Central søndag d. 31. oktober og skal videre til en anden station, der hedder Namba. Osaka er også en meget stor by, så det tager lidt tid at komme til Namba. Den viser sig at være en kæmpemæssig metrostation, og vi bliver på et tidspunkt nødt til at bede en ansat om at hjælpe os. Og mage til hjælpsomhed! Han følger os rundt, mange hundrede meter, gennem indkøbscentre, op og ned af trapper, og venter også tålmodigt da Else skal på toilettet undervejs. Til sidst sørger han for at vi får købt billetter i den anden ende og får -  ved at involvere andre hjælpere  - forklaret os hvordan vi skal komme videre og hvor vi skal skifte. Det er imponerende. Jeg beder ham om lov til at tage et billede af ham, og her er han til højre sammen med Else.

Tyfonen hærger stadig over Japan, og nu nærmer vi os kystområdet, så det sjasker ned og bliver hurtigt mørkt. Denne gang skal vi finde et tempel oppe i bjergene i en by, som er for Shingon buddhismen, og vi skal skifte nogle gange. Det sidste tog vi kører med er vi kun 3-4 passagerer, og det virker som Nebel grisen, men til sidst ankommer vi til en station, hvorfra der går en CableCar op på bjerget. Den tager vi, og ved toppen står der en bus vi tager med. Det er helt mørkt og det sjasker ned. Her på stedet er det muligt at bo i templer, de såkaldte Temple Lodgings. -Vi spørger chaufføren om han kendertemplet, hvor vi skal bo (det hedder Rengejo-in) og han siger, det er første stoppested ( Koyasan). Vi trækker vejret lettet, og lidt efter standser han og siger at vi ér dér. Han peger op mod en bygning. Vi får kufferterne og vandrer hen til bygningen. Indenfor sidder nogle munke i skrædderstilling på gulvet. En af dem rejser sig og spørger mig: Cavan? Jeg svarer: yes yes. Meget lettet over at have fundet det. Der skal lige ordnes nogle papirer og vouchers, og så viser han os hen til vores værelse. Og her er synet der møder os.

Det giver en fornemmelse af størrelsesorden at se Else ved skydedøren til forrummet. Men hvor er det lækkert. VI får også vist 'onsen', det store fællesbadekar, som jeg benytter allerede første aften, sammen med to munke, som snakker lystigt løs.

Før man kan træde ned i 'onsen', skal man vaskes først. Det gøres siddende foran disse spejle, med sæbe, shampoo og balsam, balje og bruser. Det er meget afslappende. Efter at vi har indrettet os på værelset, går vi hen til spiserummet, hvor munkene er ved at gøre klar til aftensmaden.

Spisningen foregår på hug eller skrædderstilling, noget som min ryg efter et stykke tid - godt hjulpet på vej af tynde hynder på gulvet - bliver temmelig øm af. Undervejs under måltidet dukker denne lille venlige dame op og fortæller os om stedet. Hun er faktisk 90 år og mor til ham der er 'high priest' ved dette tempel.

Efter måltidet vender vi tilbage til et værelse, hvor der redt op. Efter nogle dage finder jeg ud af at der er flere madrasser i et skab, og forstærker underlaget med 4 madrasser! Til højre ses jeg i den flotte kimono, som vi bevæger os rundt i på gangene, når vi skal hen til 'onsen' eller på toilet.

Hver morgen kl. 6.00 (!) er der 'service' i denne lille stue, hvor munkene chanter og hvor vi sidder på hug i en lille time og lytter. Undervejs kan man efter tur gå op og komme lidt røgelse i et kar for via denne røg at deltage i 'andagten'. Det er betagende at være med til, tidligt om morgenen. Om eftermiddagen kl. 17.30 er der meditation. Efter en kort introduktion sidder vi alle stille i en halv time uden at der siges et ord. Først derefter er der aftensmad. Dagen efter, mandag d. 1. november, går vi ned mod byen. Læg mærke til bilerne i 'venstre' side af vejen.

Undervejs kommer vi forbi en idyllisk havegang/bro med et gelænder lavet af bambus. Grundlæggeren af Shingon buddhismen, som Koyasan er centret for, hed Kukai (også kaldet Kobo Daishi). Hans disciple opførte et mausolæum for ham her og siden har mange mennesker ønsket at blive begravet her. Derfor er byen nu hjemstedet for den kæmpemæssige Okunoin kirkegård. Til højre er Else ved at bevæge sig ind i den. Der er tårnhøje Sequoia fyrretræer over hele parken.

Det er en noget speciel stemning at gå gennem denne enorme kirkegård i silende regn, men her er Else i højt humør ved de mange statuer. Det giver en meget intens stemning, da statuerne og gravene får lov til at gro til med mos. Træernes farver fornægter sig stadigvæk ikke, og de står flot som baggrund til den orange bro.

Fotografen kan ikke nære sig for at tage et nærbillede af den flotte ær, og en japansk fotograf er helt nede på knæ, med paraply over, for at tager billeder på billedet til højre, hvor Palle poserer med sin paraply.

Som nævnt tidligere bliver Buddha-figurerne klædt på med hue og hagesmæk, men denne fyr her er lidt speciel. Tøjet lidt ekstravagant, og han har også et underfundigt smil. Og igen er der fontæner med vievand og grydeskeer. Her er en person midt i fremsigelsen af en bøn.

Til venstre herover poserer Else ved siden af en pyramide, som består af en masse små buddhaer, og til højre er en gruppe japanske pilgrimme i færd med at gøre sig klar til at gå den sidste vej hen til helligdommen for Shingon Buddhismens grundlægger: Kukai. Det er på grund af ham at stedet her er så berømt.

Men vi har behov for at få lidt te, så butikken her med udskænkning er et godt sted. Af og til kommer der et vognlæs japanske turister ind i butikken, og her til højre er en gruppe i gang med at kigge på noget souvenir.

Langt om længe bryder solen igennem, og træernes farver kommer virkelig til deres ret. Det store grønne træ er et Gingko-træ. Vi vandrer tilbage til templet og kigger på vores flotte inderhave: igen i bonsai-stil med vand, sten, træer og mos. Man kan skimte vores gang ved lyset oppe bag ved træerne.

Endnu et vue ud over haven. Så er det morgenmad igen tirsdag d. 2. november. Ris, tofu, suppe, forskellige slags grøntsager. Her i templet er det vegetarisk kost.

I japanske huse går man altid i tøfler, og når vi er på tatami-måtterne, går vi på strømpefødder. Vi stiller alle tøflerne inden vi går ind, og når vi kommer ud igen, har en munk ordnet dem alle systematisk. Det sker hver gang! Til højre ses forhaven, som består mest af grus, formet i et mønster, som er et sanskrit bogstav. Meget stemningsfuldt.

Vi har alle været til morgen chant kl. 6.00, men munkene tager sig lige en ceremoni til. Vi andre går hen til  morgenmad. Her sidder Else og Palle så 'bænket', mens munken gør klar.

Vi har snakket om hvorvidt Elses hår eller træernes blade lyser stærkest, så her er der mulighed for at afgøre det. Vi skal en tur op til det største tempel, Konpon Daito pagoden, som er i den meget tit brugte stærke orange farve.

Da vi kommer indenfor er der de sædvanlige skilte om ikke at tage foto, men eftersom der kun er os , kan jeg ikke nære mig. For det er virkelig en flot Buddha. Først bagefter opdager jeg alle overvågningskameraerne og er lidt nervøs da vi træder ud, men det lader til at video-overvågerne ikke har være opmærksomme. Til højre er der det træ, hvor Kukai, grundlæggeren af Shingon buddhismen, ifølge sagnet fandt det ritual-instrument, som han havde kastet mod øst fra Kina. Han havde sagt, at dér, hvor han fandt dt, ville han grundlægge sit center, når han ankom til Japan. Dette skete i år 905. Derfor er der et rækværk i den hellige farve omkring.

Denne form for port findes ved mange templer, og her flankeret af to løver med hagesmæk. Men nu er solen endelig kommet rigtigt frem og jeg benytter lejligheden til at få nogle dejlige kontraster mellem blade og bro frem.

Her kan man købe fyrretræsduske, som repræsenterer det hellige fyrretræ, Kukai (Kobo Daishi) fandt da han ankom første gang og besluttede at grundlægge Shingon buddhismen her. Vi besøger også Kongobuji templet, som altid har fungeret som og stadig fungerer som administrativt hovedkvarter for Shingon Buddhismen.

Vi kommer indenfor og går rundt om huset på en slags svalegang og kigger på de fine mønster i denne zen-have, som egentlig kun består af grus og sten og lidt træer. Det er enkelt og meget elegant. Japanske turister på samme rundfart, hvoriblandt også en munk.

Else er på vej ud til den lille bygning i den lille dam, over den orange bro med den flotte indskrift i sten foran. Og igen skal vi have lidt at spise. En lækker suppe og noget indbagt kød.

Jeg benytter lejligheden til et lidt usædvanligt billede. Fotografen og Else kan ses for enden nede i spejlet. Japanerne har travlt med pindene. Vi shopper også lidt, og vi møder nogle munke med samme aktivitet.

Vi besøger Reihokan, bymuseet, og udenfor er nogle børn ved at lære at tegne. De er ledsaget af deres lærer og en munk.

Selv om japanernes fødselsrate ikke er meget bedre end Danmarks, fødes der dog børn, og de skal jo lære at kende verden. F. eks. denne smukke rose. Vi finder et hyggeligt sted, hvor vi får kaffe og kage, og falder i snak med indehaveren, som er en meget livlig person, som har været i Paris og har franske kager.

Herover til venstre er vi sammen med hende. Et rart bekendtskab. Dagen efter, onsdag d. 3. november, skal vi afsted igen. Det er en strålende morgen, så jeg benytter mig af lejligheden til at få et billede af zen-haven og den bygning hvor morgen-chanten foregår.

Sådan ser templet ud udefra, med busstopstedet lige ved siden af. Om aftenen i regnvejr og mørke var det en helt anden oplevelse at ankomme her. Også cablecar'en virker lys og venlig.

Så går turen ned ad bjerget igen, og bagefter igennem det bjergrige landskab med det almindelige tog. Der ligger små byer rundt omkring i bjerglandskabet.

På billedet til venstre ses almindelige japanske huse, og relativt ofte har de blå tage, som det ses her. Og en palme! Japan ligger jo på samme breddegrad som Middelhavet. Endnu et parti fra rejsen tilbage til Osaka.

Nede i lavlandet igen møder vi igen de små klatter med rismarker ind imellem bygningerne. I toget kommer vi til at sidde over for disse tre charmerende piger, som gerne vil fotograferes og straks skynder sig med lave fredstegnet.

Som nævnt er Japan et meget effektivt land, busforbindelsen er perfekt, god betjening, præcis og høflig. Her står to stewardesser på perronen og venter på toget hvor de skal være. Og til højre bukker de da toget ankommer. Det er da imponerende!