Slægten fra Thy

Introduktion
Nogle mennesker interesserer sig så meget for deres slægt, at de bliver amatørslægtsforskere og opsøger gamle kirkebøger og får bygget et slægtstræ og en stamtavle op med en masse navne. Så vidt er jeg ikke gået. Jeg interesserer mig kun for visuelle data, som kan give mig en oplevelse og forståelse af hvilket udgangspunkt min slægt har haft og hvilke mennesker de har været. Derfor starter min historie i 1828 med dette dokument, som er et mindeskrift over en vis Peder Kristensen Veje.

Mindeskriftet

Tekst:
Minde over hedengangne Gaardmand Peder Kristensen Veje, født i Thisted d 3 Novbr. 1828 død i Næstrup d. 12 Marts 1881 i sine bedste Aar efter længere Tids Svaghed men uden nogen egentlig Sygdomsleie blev den hedengangne bortkaldt fra sin Gjerning. For Menneskers Øjne kunne han ikke godt undværes. Mange trængte til hans Forsorg: en bedaget Svigermoder en nedbøjet Enke med 7 Børn staar dybt bedrøvet ved hans Baare. Han var en kjærlig Forsørger og Fader en stræbsom og agtet Mand. Han virkede utrættelig og opofrende for sine og derfor ville de stedse mindes hans varme Hjerte med inderlig Tak. De ville for hans Sjæl bede: at Herren vil have baaret det hjem til Fredens og Herlighedens Rige hvor Glædens Sol aldrig går ned men hvor alle forløste evige skulle prise hans herlige Navn. De sukker.

Mette og Christen Pedersen
Hans søn Christen Pedersen bliver født den 27. august 1865 på en mindre landejendom i Næstrup. Han kommer i lære hos en skomager i Floulev på Thyholm, hvor han træffer Mette Jensen, som er født den 15. december 1862 i et husmandssted i Floulev. Hendes far er møllebygger og ernærer sig mest sig ved at vandre rundt på halvøen og bilde kværnsten for bønderne, mens moderen trækker rundt med deres eneste ko, som græsser ved vejgrøfterne, samtidig med at hun kan passe sit strikketøj og samle kokager sammen til brændsel. I slutningen af 1880erne beslutter de at gifte sig og slå sig ned i Sjørring.

    

På dette tidspunkt bliver han ansat som postbud ved Sjørring station, og skomageriet skal så supplere indtægten fra postvæsenet, som i mange år andrager 1 kr. pr. dag, hvilket er lønnen for at trave ud til Faddersbøl bro hver dag og dele post ud på den egn. Han er fodpost, dvs. han går hver dag fra Sjørring til Vorupøre og retur. Så derfor er det en skik, at han får han sine måltider på bestemte gårde, som ligger på ruten.

De første år i Sjørring bor de til leje i det hus, som senere bliver købt af skrædder Thomsen, nu Næstrupvej 2. Deres første barn - en søn - bliver født den 15. august 1890, hjemmedøbt samme dag og fremstillet til dåbens publikation i Sjørring kirke den 19. oktober samme år. Den. 9. august tilskøder husejer Jens Dige Jensen af Sjørring til Christen Pedersen et jordstykke, matr. 6 q, med byrder og forpligtelser, rettigheder, anpart af "Konge korntidende" m.v., købesum 395 kr., gebyrer og omkostninger 5,54 kr. Den 1. august 1896 udsteder "kreditforeningen af ejere af mindre ejendomme på landet" et obligationslån på 900 kr. til Christen Pedersen, så da må huset jo være påbegyndt eller færdigbygget. Den 31. august 1896 låner han af sin svigerfader 1350 kr. på en panteobligation som 2. prioritet.

Huset, som han lader bygge, ligger på en vej, som til at begynde med ikke hedder noget, da dette ikke er almindeligt på landet på denne tid, men da gaden bliver aflukket på grund af, at der ikke må være overkørsel over banen, kommer den til at hedde Kirkegade og huset er nummer 3. Dette navn er nu ændret til Brogårdsvej og huset har nummer 10.På billedet herover fra 1910 ses Mette i døråbningen og Christen i uniform med stok. Sådan ser gaden ud i dag. Jens Dige Jensens lave, hvidkalkede hus ligger omtrent dér, hvor Brogårdsvej 2 nu ligger.

    

Efter indflytning i det nye hus går livet videre, ialt vokser der fem sønner og en datter op. Deres seks børn er Peder, Jens, Arthur, Christian, Anna og Søren. Kampen for tilværelsen er hård, og Christen Pedersen får ved siden af postvæsenet og skomageriet job som ekstramand på stationen om aftenen samt som ringer og orgeltræder ved Sjørring kirke. Efterhånden som børnene bliver 7-8 år, overtager de på skift klokkeringning og orgelbælgetræderi; alt tyder på at solopgang og solnedgang har fungeret nogenlunde og musikledsagelse under kirkelige ceremonier ligeså - trods de unge kræfter. På billedet herover til venstre står Mette ved siden af gelænderet ved nr. 12 og Anna er pigen med det hvide forklæde. Til højre ses Christen, Mette og Anna nogle år senere foran deres eget hus.

Hvordan Christen Pedersen har fået tid til at lappe fodtøj kan godt undre, men det ligger fast, at en væsentlig del af kundekredsen er det kørende personale ved DSB. Mette Pedersen og børnene møder på skift op ved togene for at aflevere repareret skotøj og modtage, hvad der skal repareres inden næste ankomst. Huset er ikke ret stort, men i mange år efter Christen Pedersens død, indtil Anna og Søren Christian forlader deres hjem dér, bliver en af stuerne aldrig kaldt andet end "æ værksted", så dér bliver fodtøjet altså ordnet.


Familiebillede fra omkring 1905. Christian, Christen, Søren, Mette og Anna forrest, bagerst Arthur, Jens og Jens Peder.

    
På dette billede fra 1912 ses de sammen deres børn og nogle bekendte. Fra venstre mod højre er det Peder og hans forlovede Emma, Arthur, Mette, Christen, Anna, Jens's forlovede, Jens og Minna, Arthurs kæreste og min mormor. På billedet til højre ses Anna og Minna til højre.

Viras dåb i 1919. Hun er datter af Peder og Elna. Bagerst fra venstre Christian, Jens, Mina, Arthur, Peder (som holder Vøgg), Elna, Søren, Anna og Søren Christian. På bænken sidder Christen og Mette (som holder Vira). Billedet er taget bag elværket i Kappendrup.  

Christen Pedersen, der i 1917 har skiftet til navnet Veje sammen med resten af familien, dør den 4. oktober 1922 ret pludseligt på sygehuset i Hundborg, såvidt vides af bughindebetændelse. På billedet herover ses Ane Marie Bedste (Marys mor), Jens, Jørgen Pedersen Bedstefar (Minnas far) , Arthur og Minna på vej til begravelsen i Sjørring.

Anekdote:
I 1929 skal familien i Norup, Arthur, Minna, Egil og Erna, en tur til Sjørring. Bedstefar Jørgen fra Langeland og Mary og Tulle skal også med, hvorimod Jens og Henny rejser med toget. Lidt syd for Herning skal de have frokost, men da de er stået ud af bilen, ser bedstefar at reservehjulet, som plejer at sidde bag på bilen, er væk. Arthur kører tilbage for at finde det og lidt nord for Arnborg ser han det i vejkanten, men uheldigvis bremser han så pludseligt op, at han kommer til at køre i grøften. Da hjulet er med træeger, går det i stykker. Heldigvis får han en forbikørende til at få fat på en kranvogn og bilen bliver transporteret til Herning for at blive repareret. Undervejs kommer han så forbi de andre, som først nu bliver klar over hvad der er sket. Først senere bliver de hentet af en taxa, som kører dem til Herning banegård, hvor de venter på at bilen bliver repareret. Det er næsten midnat inden de når til Sjørring. I 1935 er Erna på en ferie dér.

Mette sammen med to børn, måske 1935.

I 1942 er Mette Veje på besøg i Odense. Her ses Grethe, Mette, Minna og Arthur.
          
Jens besøger sin fars grav omkring 1932, og måske er det Henny, der står ved siden af ham. Mette Pedersen overlever sin mand til 1949 og deres grav findes stadig på kirkegården i Sjørring. Billedet her af graven er taget i 1950. Der er ikke penge til sten, da han dør. Men nogle år senere sættes denne sten med indskriften: Rejst af gamle venner i Hundborg Sjørring og Vorupøre. Gravstedet er nu nedlagt. Stenen befinder sig muligvis mindelunden.